Arbejdsmiljø | 24. februar 2020

Efter blodbad i Arbejdstilsynet: Drastisk fald i tilsyn

De sidste fem år er kontrollen med malernes sikkerhed på arbejdspladserne faldet drastisk. Det skyldes massive besparelser i Arbejdstilsynet.

Arbejdstilsynet er den myndighed, der holder øje med, om arbejdsmiljøet og sikkerheden bliver overholdt på de danske arbejdspladser.

Det sker blandt andet ved, at Arbejdstilsynet rykker ud på arbejdspladserne og kommer med reaktioner, når det halter med sikkerheden. Det kan fx være påbud om at få styr på sagerne, rådgivning og anbefalinger, eller – i de groveste tilfælde – forbud, bøder og politianmeldelser.

Færre tilsyn

Mange års politiske besparelser har dog betydet, at der er sket et drastisk fald i Arbejdstilsynets reaktioner. Det viser en kortlægning, lavet af A4 Arbejdsmiljø.

Her fremgår det blandt andet, at reaktioner om muskel-skeletbesvær (MSB), der handler om forkerte arbejdsstillinger og løft, er faldet med 38 procent fra 2015-2019.  

I samme periode er antallet af forskellige arbejdspladser, som Arbejdstilsynet har besøgt, desuden dykket med 45 procent.

Malere er særligt udfordret

Branchen ’Færdiggørelse af byggeri’, der omfatter malearbejde, er en af de brancher, hvor ansatte er særligt udfordret af et fysisk hårdt arbejdsmiljø.

Her faldt antallet af tilsynsbesøg hos forskellige virksomheder i branchen med 33 procent fra 2015 til 2019, og samtidig faldt andelen af tilsynsreaktioner om MSB med 25 procent.

Malerforbundet: Der skal ske noget

I Malerforbundet kommer den kedelige udvikling ikke bag på næstformand Tonny Olsen:

– I mange år har vi set, hvordan arbejdsmiljøet er blevet nedprioriteret af politikerne, der har sparet og skåret på Arbejdstilsynets ressourcer. Vi skal og må have vendt den dårlige udvikling, og jeg håber, at vi med den nye arbejdsmiljøaftale ser klare forbedringer, siger Tonny Olsen.

Han peger på, at der er brug for flere tilsyn, og så skal selve kvaliteten af tilsynene højnes betydeligt.

I april sidste år blev der lavet en politisk aftale om, at der skal tilføres 460 mio. kr. til Arbejdstilsynet over perioden 2020-2022 samt et gives et løft til tilsynets årlige bevilling på 60-67 mio. kr.


Del: