Autolakererens arbejde bliver set af alle

Teknisk Skole Silkeborg er det eneste sted i Danmark, hvor du kan blive uddannet autolakerer.

Når du er autolakerer, så behandler du kort sagt overflader og får tingene til at se pæne ud. Både på biler, men også på toge eller for eksempel havvindmøllefundamenter. Det er kort sagt dig, der får bagsmækken til at spille, når pladesmeden har rettet bulerne ud.

Du sliber, spartler og grunder for efterfølgende at påføre den nødvendige overfladebehandling, der gør, at materialet holder og ser pænt ud. Din lakering beskytter køretøjet, og den skal være i orden, fordi det er den, alle ser, når arbejdet er færdigt. Derfor kræver håndværket ordenssans, tålmodighed og præcision.

Du kan både arbejde på mindre autolakeringsværksteder eller større industrivirksomheder.

Du kan læse mere om uddannelsen hos Malerfagets Faglige Fællesudvalg.

Find en praktikplads
Du kan få hjælp til at finde en ledig praktikplads på hjemmesiden www.praktikpladsen.dk. Her vil du kunne finde alle godkendte virksomheder, som du kan kontakte eller aflægge et besøg – ligesom du vil kunne finde aktuelt ledige lærepladser.

Du vil kunne få yderligere hjælp til praktikpladssøgningen i din lokale fagforening eller på din erhvervsskole.