Akkord eller ej..?
Debatindlæg af Jesper Hauberg Hansen, Malersvend og bestyrelsesmedlem hos Malernes fagforening Midtjylland
I anledningen af den akkord kampagne, der har kørt det sidste lange stykke tid, tænker jeg det er på sin plads med en smule refleksion.
Skal man gå på akkord eller ej? Personligt er jeg tilhænger af konceptet. Jeg synes, det er en god måde at tjene sin løn på. Akkorden holder både arbejdsgiver og svenden på tæerne og burde fremme både løn og vilkår for de danske malersvende. Løn og vilkår der på ingen måde følger med de andre håndværksfag. Vi sakker kraftigt bagud.
Akkorden er også en god hjælp til organisering og sammenhold.
Når det så er sagt, behøver det så være enten eller? Behøver det at være akkord eller ej? Jeg kan sagtens forstå at noget arbejde kan være svært at måle op, især når man ikke er vant til det. Jeg kan også sagtens forstå, at det nogle gange kan være uoverskueligt, at sætte sig ind i nye ting, og at det kræver et mentalt overskud.
Et mentalt overskud man ikke altid besidder i en travl hverdag. Eller en arbejdsgiver der er modvillig, uden berettigelse. Kan der ikke findes en mellemvej? En vej hvor noget arbejde bliver målt op og noget andet foregår på timeløn? Efter nogle gange med en god akkord kan ens timeløn jo også forhandles op.
Jeg synes ærlig talt ikke, at vi skal ende ned af en vej hvor det er enten eller. Hvor det er akkordsvende imod timelønssvende. Vi skal jo stå sammen. Vi er trods alt kollegaer, uanset hvilket navn der står på trøjen eller hvad der står på lønsedlen.
Akkordsvendende skal huske, at ikke alle har interesse i akkord, at nogle malersvende føler et vist pres over at skulle begive sig ud i akkorden. Timelønssvende skal så til gengæld huske at de er med til at presse lønnen på akkordsvendende, da de er villige til at udføre det samme arbejde, men til færre penge. Disse forskelle kan hurtigt føre til en stor kløft, så hvordan løser vi det? Hvordan bygges broen?
Først og fremmest skal vi jo tale åbent om det. Man skal kunne rumme forskellighederne. Som jeg ser det, så opstår det helt store problem ved, at så få gør brug af akkorden, som tilfældet er. Akkordsvendende er blevet en forsvindende lille minoritet, som ikke længere kan holde holde lønnen oppe i faget, i det mindste ikke uden hjælp fra timelønskollegaerne.
Måske man kunne gå i en konstruktiv dialog med sin arbejdsgiver, om at prøve at måle sit arbejde op, bar en gang imellem, så kan begge parter prøve det lidt af, og i samarbejde med hinanden og med fagforeningen blive klogere på processen.
Måske man skulle begynde at overveje at hæve kontingentet for alle malersvende, for at finansiere opmålerne, og derved fjerne opmålingsgebyret? Det kunne ikke alene gøre akkorden mere attraktiv for svendene, men også for arbejdsgiver. Det kunne også blive en vigtig pille i føromtalte bro. I bund og grund er det vel ægte solidaritet.
Måske akkordudbetalingen skulle hæves betragteligt, så dem der er nye i systemet ikke skal være bekymrede for at kunne betale regningerne. Jeg ved godt at udbetalingen kan forhandles, men al begyndelse er svær, og det skal akkordforkæmperne også forstå og imødekomme.
Men hvad tænker i? Hvis ingen gør brug af akkorden så skal den jo sløjfes, så skal der skal arbejdes for at indføre et normallønssystem. Hav dog i mente, at skulle det ske, vil det IKKE være til malersvendens fordel. Vi ville højest sandsynligt, få en normalløn tæt på minimallønssatsen som den er i dag, og danske malersvende ville ikke længere, have råd til udføre deres hverv.
Så næste gang i ser et opslag der priser akkorden, så husk at det ikke er for at dunke nogen oven i hovedet, nej, rent faktisk er det malernes fagforening der prøver at opretholde faget og jeres lønninger. Istedet for at blive arrig over opslaget, så brug det til en snak med kollegaerne om emnet.
Under alle omstændigheder håber jeg, at dette skriv kan give anledning, til snakke i skurvognene eller flyttelejlighederne eller firmabilerne. Istedet for at trække linjerne hårdt op, så lad os tale sammen, og finde den der mellemvej, der så ofte omtales som gylden.
